|
Få artiklen læst op
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Når bogstaverne spænder ben for mere miljøvenlig byggeri
Af Jane Vennersdorf, Byg og Bæredygtighed
Det nye bygningsreglement, BR25, sætter en vigtig retning for byggeriet i Danmark: Vi skal reducere klimapåvirkningen og dokumentere vores valg langt mere præcist end tidligere. Fra 1. juli 2025 gælder skærpede CO₂-grænser og krav om detaljerede livscyklusvurderinger – ikke bare af materialer, men også af byggepladsens drift, affald og transport. Men der er en barriere, som ikke handler om teknologi, lovgivning eller materialevalg. Den handler om adgang til viden.
For hvem skal i sidste ende bygge efter BR25? Det skal murerne, tømrerne, struktørerne, elektrikerne, VVS’erne og alle de andre dygtige håndværkere på landets byggepladser. Men netop i denne gruppe finder vi en betydelig andel af ordblinde, som ofte må kæmpe sig gennem tekniske vejledninger, bekendtgørelser og digitale systemer, der sjældent er udviklet med deres behov i tankerne.
Op mod hver tiende håndværker er ordblind
Tal fra Undervisningsministeriet og flere erhvervsskoler viser, at 10–15% af eleverne på byggeuddannelserne er ordblinde – i visse fag som struktør eller kloakmester er tallet endnu højere. Det betyder, at tusindvis af de fagpersoner, der i praksis skal implementere de nye krav i BR25, har vanskeligt ved at læse og forstå det skriftlige materiale, der følger med.
Alligevel vokser kravene. BR25 er ikke én lang PDF, men består af bekendtgørelser og tilhørende vejledninger, der samlet kan udgøre flere hundrede sider.
Faktaboks
Hvor langt er BR25 egentlig?
Den officielle bekendtgørelse (BEK nr. 271 af 11. marts 2025) fylder under 50 sider.Men det samlede materiale – inkl. tidligere BR18-kapitler og vejledninger – løber nemt op i 200–300 sider, afhængigt af hvor mange bilag og tekniske vejledninger, man inkluderer. Selvom det ikke er én samlet PDF, er kompleksiteten høj – og det kræver et vist læseniveau at navigere i.
Gode intentioner, men svært sprog?
De nye krav i BR25 har et klart formål: At sætte gang i klimavenligt byggeri og sikre dokumentation for CO₂-udledning i hele byggeprocessen. Det er både nødvendigt og rigtigt. Men hvis vi samtidig gør det så komplekst, at store dele af branchen har svært ved at afkode, hvad der kræves – ja, så risikerer vi at skabe et gab mellem intention og virkelighed. Og det handler ikke kun om ordblindhed. Det handler også om alle dem, der ikke sidder bag en skærm til daglig og derfor ikke er vant til at læse sig gennem bekendtgørelser og digitale vejledninger. (Derfor har vi i øvrigt valgt at gøre en AI-oplæser synlig på vores hjemmeside – som en lille håndsrækning til dem, der hellere vil lytte end læse). Det er ikke manglende vilje. Det er manglende adgang.Der er brug for løsninger – og gerne i morgen
Hvis BR25 skal implementeres bredt og effektivt, må vi tage den menneskelige dimension alvorligt. Der er brug for:- Korte og tilgængelige versioner af reglerne, skrevet i et sprog, der kan forstås på byggepladsen.
- Digitale hjælpemidler med oplæsning og visuelle forklaringer, så både ordblinde og dem, der – i modsætning til os, der sidder bag en skærm til daglig – ikke er vant til at hente viden online, lettere kan navigere i kravene.
- Uddannelse og opkvalificering, ikke bare af rådgivere og arkitekter, men af de fagfolk, der skal bygge den grønne omstilling.
- Fokus på ansvar og samarbejde, hvor bygherrer og hovedentreprenører tager højde for forskellige kompetenceniveauer i dokumentationskravene.
Et bygge- og bæredygtighedsproblem
Ordblindhed er ikke et nicheproblem. Det er et strukturelt vilkår i en branche, hvor mange arbejder praktisk og visuelt – og som samtidig står over for en stigende mængde dokumentationskrav. Hvis vi vil have alle med i den grønne omstilling, skal vi begynde med at spørge os selv:Hvordan gør vi bæredygtighed forståeligt, så det ikke kun er for dem med lange uddannelser – men også for dem, der rent faktisk bygger rammerne om vores familieliv, arbejdsliv, fritidstilbud, institutioner og ja – kort sagt: vores hverdags rammer.
Kilder:
-
EVA (2023): Deltagelse i ordblindeundervisning for voksne
-
Undervisningsministeriet (2020): Resultater af ordblindetesten – EUD
-
Kraka & Nota (2023): Ordblinde i Danmark – opvækst og uddannelse
-
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (2021): Systematisk test af voksne ordblinde halter efter børn og unge
-
Retsinformation.dk: BEK nr. 271 af 11. marts 2025
-
Bygningsreglement.dk og BR18-vejledninger
Se vores kommende arrangementer
Du kan både deltage i gratis vidensmesser, webinarer og netværksgrupper i det jyske.
Vi skifter løbende lokation, så hold endelig øje med, hvornår vi næste gang er i dit område.
