Få artiklen læst op
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Nye CO2e-krav til byggeprocessen: Hvad betyder det for dig som håndværker?
Fra 1. juli 2025 træder nye CO2e-krav i kraft, som får direkte betydning for dit arbejde på byggepladsen. For første gang skal selve byggeprocessen nemlig tælles med i klimaregnskabet. I denne artikel forklarer vi, hvad de nye krav går ud på, og hvordan du som håndværker kan være med til at sikre, at de overholdes.
Hvad handler det nye krav om?
Når vi bygger nyt, påvirker det klimaet. Hidtil har bygningsreglementet kun stillet krav til CO2-udledningen fra selve materialerne og bygningens drift. Men fra 1. juli 2025 skal også udledningen fra selve byggeprocessen regnes med.
Det betyder, at der kommer en helt ny grænseværdi på 1,5 kg CO2e/m²/år for byggeprocessen. Denne værdi skal overholdes separat fra de andre klimakrav til bygningen.
Hvad er modul A4 og A5?
Når vi taler om bygningers klimapåvirkning, deler vi det op i forskellige moduler. De nye krav handler om modul A4 og A5:
- Modul A4 dækker over transport af byggematerialer og maskiner til og fra byggepladsen.
- Modul A5 dækker over selve byggeprocessen på pladsen, herunder energi- og brændselsforbrug samt materialespild.
Du kan huske på det sådan her: A4 er alt det, der kører ind og ud af byggepladsen, mens A5 er alt det, der sker, mens du arbejder på pladsen.

Kilde: Social- og Boligministeriet
Hvorfor er der kommet nye krav?
Regeringen og et bredt politisk flertal er blevet enige om at stramme klimakravene til byggeriet.
Formålet er at:
- Reducere energi- og brændselsforbrug fra transport af byggematerialer
- Mindske energiforbruget på selve byggepladsen
- Reducere mængden af materialespild
Målet er, at cirka halvdelen af alle byggepladser skal præstere bedre klimamæssigt i forhold til 2021-niveau.
Hvad betyder det for dig som håndværker?
Som håndværker får du en vigtig rolle i at dokumentere og reducere CO2-udledningen på byggepladsen. Du kan med fordel være opmærksom på, at dokumentation bliver altafgørende for, om bygherren (uanset om det er privat person, offentlige institutioner eller store byggeprojekter for erhvervslivet) kan levere den dokumentation, der kræves.
Du skal være forberedt på at skulle dokumentere:
- Hvilke transportmidler der bruges til at fragte materialer
- Hvor langt materialerne transporteres
- Hvilket brændstof der bruges på byggepladsen
- Hvor meget materialespild, der er
To separate regnskaber
Et af de vigtige områder, du med fordel kan notere dig bag øret er, at der nu kommer to separate CO2-regnskaber:
- Bygnings-grænseværdi: Gælder for modul A1-A3, B4, B6, C3, C4 (materialer, udskiftning, drift, affaldshåndtering)
- Byggeproces-grænseværdi: Gælder kun for modul A4 og A5 (transport og byggeplads)
Du kan ikke “låne” CO2e fra det ene regnskab til det andet. Begge skal overholdes hver for sig.
Sådan kan du reducere CO2e-udledningen på byggepladsen
Her er nogle praktiske tips til, hvordan du kan være med til at reducere CO2e-udledningen:
Transport (A4)
- Planlæg leverancer, så der køres færre ture
- Vælg lokale leverandører, når det er muligt
- Fyld lastbilerne helt op i stedet for at køre med halvtomme læs
- Overvej om elektriske køretøjer kan bruges til mindre leverancer
På byggepladsen (A5)
- Reducer tomgangskørsel med maskiner
- Brug el-værktøj frem for benzin/diesel, når det er muligt
- Sørg for korrekt opbevaring af materialer, så de ikke bliver beskadiget
- Mål nøjagtigt op for at undgå spild
- Sortér byggeaffald korrekt, så mest muligt kan genbruges
Hvad skal du dokumentere?
Ifølge bekendtgørelsen skal følgende dokumenteres for byggeprocessen:
- Tab og beskadigelse af materialer under transport (i modul A4) kan udelades.
- Kun byggeproces (i modul A4 og A5) relateret til bygningens bebyggede areal, jf. BBR-bekendtgørelsen, er omfattet.
- Brændstofforbrug (i modul A5) fra maskiner, der vejer under 1 ton, kan udelades.
- Transport af materiel (i modul A4) der vejer under 1 ton kan udelades.
- Transport af materialer (i modul A4), som ikke indgår i tabel 6, kan udelades.
- Vandforbrug og forbrug af ikke-blivende materialer under byggeprocessen (i modul A5) undtages.
- For behandling af affald indgår kun byggeaffald.
- For transport af affald indgår kun byggeaffald og jord.”
Du kan finde den fulde bekendtgørelse på Retsinformation.dk under BEK nr. 271 af 11/03/2025.
Faktaboks
Vigtige datoer:
1. juli 2025: De nye krav træder i kraft
Vigtige definitioner:
CO2e: CO2-ækvivalenter, en måleenhed der samler alle drivhusgasser
LCA: Livscyklusanalyse, en metode til at beregne miljøpåvirkning
Modul A4: Transport til byggepladsen
Modul A5: Opførelse/montering på byggepladsen
Hvem har ansvaret?
Det er bygherren, der har det overordnede ansvar for at dokumentere og overholde CO2e-kravene. Men som håndværker spiller du en vigtig rolle i at indsamle data og arbejde på måder, der reducerer udledningen.
Rådgivere og entreprenører vil typisk bede dig om at registrere:
- Hvilke maskiner du bruger og hvor længe
- Hvor meget brændstof der bruges
- Hvor meget materialespild der er
- Hvordan affaldet håndteres
- Praktiske værktøjer til dokumentation
For at gøre dokumentationen nemmere, kan du:
- Bruge apps til at registrere maskintimer og brændstofforbrug
- Tage billeder af leveringssedler og fakturaer
- Føre logbog over materialeforbrug og spild
- Gemme vejesedler fra affaldshåndtering
Den korte opsummering
De nye CO2e-krav til byggeprocessen betyder, at der kommer mere fokus på, hvordan vi arbejder på byggepladsen. Som håndværker kan du gøre en stor forskel ved at være opmærksom på transport, energiforbrug og materialespild.
Ved at følge de praktiske råd i denne artikel kan du være med til at sikre, at byggeriet overholder den nye grænseværdi på 1,5 kg CO2e/m²/år for byggeprocessen.
Hvis du vil vide mere, kan vi kun opfordre dig til at tage kontakt til Videncenter om Bygningers Klimapåvirkninger eller læs mere på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside: www.sbst.dk.
Kilder:
- Social- og Boligstyrelsen: “Guide til grænseværdien for byggeprocessen i bygningsreglementets skærpede klimakrav fra 1. juli 2025”
- Bekendtgørelse nr. 271 af 11/03/2025 om ændring af bekendtgørelse om bygningsreglement 2018 (BR18)
- Tillægsaftale mellem regeringen og et bredt politisk flertal om stramning af CO2e-krav til bygninger