|
Få artiklen læst op
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Sådan navigerer du i de nye krav og bygger huse til fremtiden
De nye klimakrav og bygningsreglementet (BR25) banker på døren. Men hvad betyder det helt konkret for dig, der står ude på pladsen? I første udgave af Byggepausen har vi besøg af Christoffer Aaby fra rådgivningsvirksomheden CALCA til en snak om konstruktioner, CO2-krav og sund fornuft.
Når vi taler om grøn omstilling i byggeriet, ender det tit i tunge paragraffer og flyvske drømme. Men virkeligheden rammer os nu. Fra den 1. juli strammes kravene, og CO2-regnskabet bliver en fast makker på byggepladsen.
Christoffer Aaby, der til daglig rådgiver om bæredygtigt byggeri med fokus på både CO2 og økonomi, ser især én gruppe, der skal være vågne: Håndværkerne og entreprenørerne.
Dokumentationen lander hos de udførende
Det er ikke længere nok at bygge godt. Du skal også kunne dokumentere det. Ifølge Christoffer Aaby bliver en af de største udfordringer, at kravene om dokumentation (fx CO2-regnskab og affaldshåndtering) risikerer at komme for sent ud i processen.
– Min store frygt er, at man ude i den udførende fase venter og ser, hvad de andre gør. En slags “konservatisme”, hvor man afventer. Men det er dem, der står ude i mudderet, der skal vide, hvad der foregår, forklarer Christoffer.
Råd til håndværksmesteren: Hvis du vil sikre din forretning og undgå problemer med ibrugtagningstilladelsen, skal du stille krav opad i systemet. Spørg projektlederen eller rådgiveren:
- Hvem har ansvaret for dokumentationen af affaldet?
- Hvor skal vi levere materialerne hen?
- Hvordan sikrer vi, at vi overholder CO2-grænserne på pladsen (strøm, udtørring m.m.)?
Det handler om klar kommunikation, så “aben” ikke ender hos fagentreprenøren til sidst.
Design til adskillelse: Slut med at lime alt fast
En af Christoffers kæpheste er, at vi skal bygge smartere, så materialerne kan skilles ad igen. Det kaldes Design for Disassembly, men i virkeligheden handler det bare om sund fornuft og godt håndværk.
– Jeg ser tit, at man bruger lim til alt muligt ude på pladserne. Det er hurtigt nu og her, men det er et helvede, den dag det skal skilles ad, siger han.
I stedet slår han et slag for tørre samlinger og mekanisk montage.
- Fordelen: Hvis en gulvflise eller et facadeelement går i stykker, kan du skifte den enkelte del uden at ødelægge alt omkring den.
- Økonomien: Det kan godt være, at en flise, der klikkes på (f.eks. med korkunderlag), er en smule dyrere i indkøb end en limet flise. Til gengæld sparer du tørretid, og du kan gå på gulvet med det samme. Det sparer tid på byggepladsen – og tid er penge.
Christoffer nævner et eksempel, hvor de ved at tænke i alternative konstruktioner og materialer har skåret 12 cm af vægtykkelsen. Det giver flere netto-kvadratmeter i det færdige hus, hvilket har stor værdi for bygherre.
3 råd til at komme i gang i morgen
Vi bad Christoffer om tre konkrete råd til dig, der gerne vil være på forkant, uanset om du er tømrermester eller entreprenør:
1. Drop “plejer”: Lad være med at vente på, hvad konkurrenterne gør. Tag stilling til, hvordan du vil bygge fremadrettet.
2. Tænk hele processen: Kig ikke kun på prisen for det enkelte bræt. Kig på totaløkonomien. Kan en dyrere skrue eller en smartere samling spare tid eller besvær senere?
3. Brug dit netværk: Er du i tvivl om reglerne? Tag fat i dit lokale erhvervshus eller videnscenter. De sidder klar til at hjælpe, og de ved ofte mere, end man tror.
Vil du høre hele samtalen og få alle detaljerne med? Se webinaret “Byggepausen #1” her på siden.
Se vores kommende arrangementer
Du kan både deltage i gratis vidensmesser, webinarer og netværksgrupper i det jyske.
Vi skifter løbende lokation, så hold endelig øje med, hvornår vi næste gang er i dit område.
